Stigende vandstand vil ændre kystnaturen
Den stigende vandstand i havet vil ændre naturen i kystzonen. Med naturgenopretning er det muligt at bevare mange af kysternes naturværdier.
Klimaændringerne vil påvirke både plante- og dyrelivet i kystzonen, og selve kysten vil mange steder blive trængt tilbage. Desuden vil kraftigere storme øge erosionen af de danske kyster. Nogle steder kan overgangszonen mellem land og vand flytte op i land, men mange steder vil dette ikke være muligt.
Naturgenopretning kan bevare kystens naturværdier
Op mod en fjerdedel af de lavtliggende strandenge - godt 10.000 hektar - der er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3, vil uigenkaldeligt forsvinde, hvis havniveauet stiger 0,5 meter.
Med en passende planlægning vil det være muligt at bevare nogle af kysternes naturværdier. Visse steder vil man eksempelvis kunne etablere erstatningsbiotoper gennem naturgenopretning på tilstødende områder. Gennem forskellige anlægsarbejder vil man på den måde kunne genskabe eller bevare i hvert fald nogle af de naturforhold, der er truet.
Muligheden for at skabe erstatningsbiotoper vil være størst, de steder hvor der ud til kysten findes landbrugsarealer, som i dag har en mere marginal jordbrugsmæssig interesse, og hvor der ikke er bebyggede områder og tekniske anlæg m.v.. Sådanne arealer vil der dog næppe være mange tilbage af i tilfælde af havstigninger på 0,5 meter eller mere.
Der er allerede gennemført adskillige danske naturgenopretningsprojekter, hvor det er lykkedes at genskabe gode forhold for plante- og dyrelivet og smukke, varierede landskaber, som også er til gavn for friluftslivet.
De danske kystområder er særdeles varierede og attraktive med naturtyper, der varierer fra de meget tidevandspåvirkede områder i Vadehavet og de vestjyske klitter til de beskyttede strandenge og strandrørsumpe eller moræneklinter i de indre farvande. I Østdanmark finder vi også kalkklinterne på Stevns og Møn og klippekysterne på Bornholm.
Bevarelsen af de tilbageværende lave kystområder er en vigtig og prioriteret opgave, ikke mindst i forhold til Danmarks internationale forpligtelser på naturbeskyttelsesområdet.
De lave kystområder er med til at afbøde virkningerne af stormfloderne, hvilket er en anden god grund til at bevare dem.
Ådale skal rumme mere vand
Vores vandløb skal i perioder kunne rumme større vandmængder end i dag. Ådalene kan tilbageholde store vandmængder og dermed begrænse oversvømmelser af bebyggede arealer.
Der vil komme op til 40 procent mere regn om vinteren, men mindre om sommeren, hvor den regn, der falder, til gengæld vil være kraftigere. Det kan om vinteren skabe øget erosion af vandløbsbunden og dens organismer. Tørre somre kan medføre lavt iltindhold og problemer for vandløbenes rentvands-dyr. Samtidig kan nyindvandrede varmekrævende arter dog brede sig.
Den højere vandstand i havet og flere kraftige storme vil skabe flere situationer, hvor vandet inde fra land ikke kan løbe ud i havet, men stuves op og fører til oversvømmelser i baglandet. I disse situationer kan der være brug for, at ådalen kan rumme mere vand end i dag.
De lave arealer i ådalene kan fra naturens hånd tilbageholde store mængder vand, der ellers kan oversvømme boliger, marker og veje. De større regnmængder betyder, at vi i stigende grad er afhængige af ådalenes evne til at holde vandet tilbage. I nogle situationer kan det derfor være hensigtsmæssigt at tilbageføre ådalene til mere naturlige tilstande, hvor vandet igen får plads til at brede sig uden at oversvømme bebyggede eller opdyrkede arealer.
Tørvemoser er lagre for drivhusgasser
Varme og tørre somre kan udtørre moser og få dem til at frigive oplagret kulstof og dermed bidrage til at forstærke drivhuseffekten.
Klimaændringerne med øgede nedbørsmængder og stigende temperaturer, kan få stor betydning for den oplagrede kulstof i tørvemoserne. Hvis moserne tørrer ud i de varme og tørre somre, vil kulstoffet blive frigivet i form af CO2. Men mere regn om vinteren kan omvendt være med til at holde moserne våde. Hvilken proces, der får overtaget, er vanskeligt at vurdere.
Naturgenopretning af tørvemoser og andre våde arealer kan være med til at mindske klimaændringerne. Dræning og afvanding af moser betyder nemlig, at der frigives store mængder CO2 til atmosfæren, som bidrager til drivhuseffekten. Kulstoffet frigives, når jordoverfladen efter afvandingen "sætter sig" - i nogle tilfælde mere end 1 meter. Udledningen af drivhusgasser reduceres, når dræningen afbrydes, og jorden igen bliver våd.