Tørvemoser

Tørvemoser under fremtidens klima

Klimaændringerne med øgede nedbørsmængder og stigende temperaturer, kan få stor betydning for den oplagrede kulstof i tørvemoser. Hvis moserne tørrer ud i de varme og tørre somre vil det medføre frigivelse af store mængder CO2, men mere regn om vinteren og stigende grundvandsspejl, kan omvendt være med til at holde moserne våde. Det er vanskeligt at vurdere, hvilken proces der vil dominere i det fremtidige klima. 

Moser genskabes i Danmark

Naturgenopretning af tørvemoser og andre våde arealer kan være med til at mindske klimaændringerne. Frigivelsen af CO2 til atmosfæren ved udtørring af moserne, bidrager til drivhuseffekten, men udledningen reduceres, når jorden igen bliver våd.

I Danmark har man gennem mere end 20 år retableret adskillige større moseområder, såsom Varnæs Stormose, Frøslev Mose og Tinglev Mose i Sønderjylland, Vallensgård Mose og Udkæret på Bornholm og Kongemosen på Midtsjælland. Dog er man først senere begyndt at se på de reducerede udledninger af drivhusgasser som en begrundelse for en mere målrettet genopretning af arealerne.

Lille Vildmose

I 2013 blev Lille Vildmose i Nordjylland udpeget til internationalt beskyttet natur – et såkaldt Natura 2000 område – bl.a. på baggrund af store skovarealer og de mange yngle- og trækfugle der er knyttede til området.

Lille Vildmose rummer også et stort højmoseareal, og er som det første naturområde i verden også udpeget til beskyttelse på baggrund af dets evne til effektivt at oplagre kulstof og samtidig begrænse udledningen.

Højmosen opbygger år efter år nye lag af mos, som bliver til tørv. Denne tørv binder tonsvis af kulstof fra CO2 i luften. I mange år var mosen under nedbrydning, fordi man bortgravede tørvene, men et stort naturgenopretningsprojekt har vendt udviklingen. Lille Vildmose er nu omfattet af Danmarks største fredning, på 7600 ha.

Beregninger viser, at Lille Vildmose under sin nedbrydning udledte ca. 5000 tons CO2 om året. Genopretningen har nu reduceret udledningen af CO2 med ca. 14.000 tons om året, så den i stedet oplagrer 9000 tons CO2.