Konsekvenser i kystnære marine økosystemer og det åbne hav
Fremtidige klimaforandringer kan få vidtrækkende konsekvenser i kystnære marine økosystemer samt det åbne hav. Øget vandtemperatur vil påvirke ligevægten og hastigheden af kemiske og biologiske processer og føre til påvirkninger på både organisme- og økosystemniveau.
Iltsvind og ændringer i vandkvalitet
Udbredelsen, hyppigheden og intensiteten af iltsvind kan stige i kystvandene, da opløseligheden af ilt i vandet falder, mens iltforbrug og lagdeling af vandmasserne stiger med stigende vandtemperaturer.
Påvirkning af organismer og økosystemer
Tilsvarende kan udbredelsen af forskellige organismer som eksempelvis ålegræs og forskellige arter af makroalger, bundfauna og fisk blive påvirket af ændringer i vandtemperatur, saltholdighed, iltsvind og fysisk eksponering, som følge af stigende vandtemperatur, øget afstrømning og ændringer i de dominerende vindforhold.
Havniveauet stiger
Opvarmning af havet medvirker til at havvandet udvider sig og i takt med den smeltende is fra gletsjere og iskappen i Antarktis, vil der ses en stigning af havniveauet. Det forventes, at havniveauet i Europa, i gennemsnit vil stige med ca. 60 cm inden udgangen af dette århundrede.
Øgede CO2 koncentrationer
Havet optager CO2 og fungerer som en buffer for de stigende koncentrationer i atmosfæren. Øgede CO2 koncentrationer vil påvirke en lang række havlevende organismer, da CO2 opløses i havet og danner kulsyre, som forsurer havet. Organismer som danner kalkskal, muslinger, skaldyr og fisk vil påvirkes af det højere syreindhold i deres miljø.