Den våde natur

Hvordan påvirker klimaforandringerne den våde natur?

Klimaet påvirker vandmiljøet. Temperatur, vind, nedbør og afstrømning er blandt de væsentligste fysiske, kemiske og hydrauliske faktorer, der bestemmer vilkårene for dyre- og plantelivet i vandløb, søer og kystvande.

Klimaet har allerede forandret sig, og der er i Danmark registreret forøget lufttemperatur og nedbør samt ændringer i dominerende vindforhold sammenlignet med forholdene for ca. 100 år siden. Dette medfører stigende temperatur i overfladevand, ændret grundvandsstand, øget afstrømning af næringsstoffer og miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet samt ændringer i vandets strømningsmønstre, som tilsammen kan påvirke tilstanden i vandmiljøet.

Velfungerende vandøkosystemer vil være mere robuste over for menneskelige påvirkninger og ændringer i klimaet, herunder til at kunne afbøde virkninger af oversvømmelser og tørke.

Klimaforandringer i vådområdeplanerne

Integration af klimaforandringerne i vandområdeplanerne følger EU-Kommissionens vejledning til vandområdeplanlægning i et forandrende klima (CIS Guidance document No. 24).

I vandområdeplanerne 2021-2027 sammenfattes klimaforandringernes betydning for vandløb, søer, kystvande og grundvandsforekomsterne. Sammenfatningen er blandt andet baseret på rapporter udarbejdet af Aarhus Universitet og GEUS.

Der kan læses mere om, hvordan klimaforandringerne påvirker de biologiske forhold i vandløbsøer og kystvande i faglige rapporter fra Aarhus Universitet.

Vandløb

Søer

Kystvande og det åbne hav

Grundvand

Du kan læse mere om grundvandet på sektorsiden Vandforsyning.

Lovgrundlag

Tilpasning til klimaforandringerne sker inden for rammerne af eksisterende dansk lovgivning vedrørende naturbeskyttelse og -forvaltning.

Vandløbsloven har til formål at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand under hensyntagen til de natur- og miljømæssige krav til vandløbskvaliteten i henhold til anden lovgivning. Lovens regler om vandløb gælder for både åbne vandløb, rørlagte vandløb, dræn og søer.

Vandrammedirektivet fastlægger rammerne for beskyttelsen af vandløb og søer, overgangsvande (flodmundinger, laguner og lignende), kystvande og grundvand i alle EU lande. Direktivet fastsætter sammen med en række datterdirektiver en række miljømål og opstiller overordnede rammer for den administrative struktur for planlægning og gennemførelse af tiltag og for overvågning af vandmiljøet. I Danmark er vandrammedirektivet implementeret i lov om vandplanlægning med dertilhørende bekendtgørelser.