PLASK

Klimatilpasningsværktøj til dialog og beregning

PLASK er et gratis værktøj, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed for alle, der kan have gavn af at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved klimatilpasning. Redskabet er særligt målrettet spildevandsselskaber og kommuner, der udvikler fælles løsninger. Disse er oftest billigere og skaber flere kvaliteter end traditionelle rørbaserede projekter. Udviklingen af alternative løsninger kræver et tæt samarbejde og PLASK er derfor også udviklet med det mål at fremme dialog og fælles vidensudvikling.

OBS: For at bruge PLASK kræver det, at computeren har installeret Office 365. Værktøjet kan benyttes på både Mac og PC.

Hvad kan værktøjet?

PLASK værktøjet kan hjælpe kommuner og spildevandsselskaber med at beregne de samfundsøkonomiske effekter af forskellige klimatilpasningsløsninger for overfladevand. Sammenligningen foretages ud fra fire parametre:

  1. ”Snæver” samfundsøkonomi - kan det betale sig at klimatilpasse? 
    PLASK giver mulighed for at sammenligne omkostningen til at klimatilpasse med den samfundsøkonomiske gevinst i form af færre skadesudgifter, der vil være af det konkrete tiltag.

  2. Hensigtsmæssigt serviceniveau - PLASK giver mulighed for at undersøge det mest hensigtsmæssige serviceniveau for tiltag for et projekt og sammenligne det med et alternativt projekt.

  3. Omkostningsfordeling – hvem skal betale?
    PLASK giver mulighed for at beskrive omkostningsfordelingen mellem de involverede parter, f.eks. spildevandsselskab, kommune og privat bygherre.

  4. Hvilke merværdier kommer der ud af at samarbejde?
    Redskabet kan anvendes til at vurdere de forventede afledte merværdier i form af 16 kvaliteter, der indikerer projektets evne til at fremme f.eks. sundhed, biodiversitet, byliv og CO2-reduktion.

Hvornår skal værktøjet anvendes?

PLASK skal anvendes til screening af klimatilpasningstiltag i et givent afgrænset område. Værktøjet har karakter af et screeningsværktøj i den tidlige fase, hvor det skal besluttes hvilket konkret klimatilpasningstiltag, der skal tages i anvendelse i et konkret område. PLASK lever op til de krav, som er angivet i serviceniveaubekendtgørelsen for undersøgelse af samfundsøkonomi for forskellige serviceniveauer.

Værktøjet er udarbejdet til at kunne sammenligne forskellige tiltag (alternativer) til at løse et problem i et konkret risikoområde (og ikke til at prioritere mellem risikoområder).

Hvad er værktøjets begrænsning?

PLASK er et beslutningsstøtte og beregningsværktøj men kan ikke selv genere inputdata. Brugeren skal selv tilvejebringe input i form af skades- og tiltagsomkostninger. Værktøjet kan hjælpe med overslagsberegning hvis brugeren angiver antal enheder (antal, m2, arealer mv.)

Hvornår skal der vælges et andet værktøj/model/fremgangsmåde?

Ønsker du at sammenligne forskellige klimatilpasningsløsninger foreslår vi at du bruger PLASK. Værktøjet vurderer specifikke løsninger og beskriver bl.a. omkostningsfordelingerne mellem de involverede parter, den samfundsmæssige gevinst og de forventede merværdier med klimatilpasningsløsningen.

Ønsker du at vurdere skade og risiko i forbindelse med oversvømmelser knyttet til nedbør, stormflod eller vandløb foreslår vi at du benytter værktøjet SkadesØkonomi. Værktøjet vurder risiko med udgangspunkt i økonomiske tab i forbindelse med en given oversvømmelse for en given sektor.

 Ønsker du at se Kystdirektoratets risikovurdering for erosion og oversvømmelse, samt have forslag til konkrete tiltag til klimatilpasning i kystzonen foreslår vi at du bruger Kystplanlægger. Værktøjet skaber et overblik over, i hvilken grad et område måtte være truet af oversvømmelse eller erosion i dag og i fremtiden.   

Hvem står bag værktøjet?

Miljøstyrelsen står bag værktøjet PLASK.

Den første udgave er udviklet af COWI og blev offentliggjort i 2015, mens NIRAS stod for udviklingen af version 3.0 der blev testet af fire kommuner i 2017. Den endelige version 3.0 blev offentliggjort i juli 2018. I december 2020 blev PLASK-værktøjet opdateret til version 3.1 med mindre konsekvensrettelser for at være på linje med seneste ændringer i lovgivningen ift. finansiering af klimatilpasning.

Den senest reviderede version, PLASK 4.0, er udviklet af COWI og lever op til de krav, som er angivet i serviceniveaubekendtgørelsen for undersøgelse af samfundsøkonomi for forskellige serviceniveauer.

Hvordan ajourføres værktøjet?

Værktøjet er senest ajourført i 2024.

Se video om PLASK

Support og kontakt til PLASK

Hvis du har kommentarer til værktøjet, er du velkommen til at skrive til Miljøstyrelsen på klimatilpasning@mst.dk