Klimaatlas
Klimaatlas er et frit tilgængeligt datagrundlag til brug for planlægning af klimatilpasning, bl.a. til statslige, kommunale og private aktører. Klimaatlas udarbejdes af Nationalt Center for Klimaforskning hos DMI, og indeholder data om forventede fremtidige ændringer i klimaet på kommuneniveau og for afgrænsede kyststrækninger og dækker hele Danmark.
Klimaatlas er udarbejdet på baggrund af DMI’s egne data og modeller, nationale og internationale samarbejder samt den nyeste globale klimaviden fra FN’s Klimapanel (IPCC).
Klimaatlas bidrager dels til en mere målrettet og effektiv klimatilpasning, og dels styrker Klimaatlas hele det danske samfunds indsats på klimatilpasningsområdet og understøtter oplysning til befolkningen om fremtidens klima i Danmark.
Hvad kan værktøjet?
Klimaatlas giver bedste bud på de forventede ændringer i klima i begyndelsen, midten og slutningen af det 21. århundrede for flere udledningsscenarier.
Klimaatlas udstiller et fælles og autoritativt datagrundlag for bl.a. temperatur, nedbør, vandstand og stormflod, vind, solindstråling, fordampning, tørke og brandfare i det forventede fremtidige danske klima. Data omfatter bl.a. et kvalificeret bud på, hvor meget temperaturen og vandstanden vil stige, hvor ofte meteorologisk tørke vil opstå samt hvordan mængden af nedbør, størrelsen af stormfloder og antallet af skybrud ændres. Derudover illustrerer Klimaatlas, hvilken forskel en global mitigationsindsats kan gøre konkret for klimaændringerne i Danmark, ligesom det fremgår hvilke klimaforandringer vi uafvendeligt står overfor selv i et lavt udledningsscenarie.
Over 50 klimaindikatorer er beregnet og præsenteres både samlet for hele Danmark, for kommuner, vandoplande (afvandingsområder) og kyststrækninger samt på et 1x1 km gitter som den højeste opløsning. Data kan downloades i forskellige filformater, pdf-rapporter og via en GIS-service, samt inspirations-cases fra brugere og udvalgt materiale er samlet til undervisningsbrug. Du kan hente alle data her: Klimaatlas Data og Produkter | DMI.
Hvornår skal værktøjet anvendes?
Klimaatlas er et værdifuldt værktøj for en bred vifte af forskellige aktører, som arbejder med at klimatilpasse Danmark til fremtidens mere ekstreme vejrhændelser.
Klimaatlas giver adgang til over 50 forskellige klimaindikatorer, der samlet udgør et autoritativt videngrundlag og dermed beslutningsstøtte til offentlige og private aktørers klimatilpasningsplanlægning.
Dertil har DMI i samarbejde med MST udgivet i 2018 en vejledning i anvendelse af udledningsscenarier, til støtte for brugernes vurdering af robusthedskrav. Denne vejledning forventes opdateret i 2024. Find nuværende vejledning her: Vejledning_i_anvendelse_af_udledningsscenarier.pdf (dmi.dk)
Hvad er værktøjets begrænsning?
Klimaatlas viser kun data for fremtidens vejr og klima. Det indeholder ikke detaljerede og lokale data om f.eks. terræn, grundvandsstand, etablerede og planlagte klimatilpasningsprojekter. Klimaindikatorerne er bedste bud på hvordan fremtiden kan se ud, men det er vigtigt at sammenholde det med lokale data og kontekst.
Hvornår skal der vælges et andet værktøj/model/fremgangsmåde?
Klimaatlas kan bruges til at lave en robusthedsvurdering af planer og projekter. Alle metoder og dokumentation bag værktøjet er beskrevet på DMI/Klimaatlas’ hjemmeside, se link: Dokumentation og publikationer | DMI. Formålet med dette værktøj er at give brugerne et ensartet og autoritativt datasæt til planlægning og risikovurdering ifm. klimatilpasning..
Data vedrørende grundvand, miljøforhold, kystforhold, lokale forhold såsom lokalplaner/kommuneplaner, nedsivningsforhold, terrænforhold, kan bl.a. findes i andre statslige værktøjer og lokalt hos kommunerne.
Hvem står bag værktøjet?
Klimaatlas er udviklet af Nationalt Center for Klimaforskning på DMI med inddragelse af bl.a. statslige styrelser, KL, regionerne, landets kommuner, forsyningssektoren, landbruget, beredskaberne, forsikringsbranchen, større virksomheder og rådgivende ingeniører. Klimaatlas er finansieret gennem Finansloven og Digitaliseringsstrategien, først i 2018, og igen i 2022. Klimaatlas’ nuværende finansiering udløber i 2025.
Hvordan ajourføres værktøjet?
Klimaatlas opdateres løbende med nyeste viden fra den internationale klimaforskning. Løbende tilføjes nye klimaindikatorer og udledningsscenarier, afhængigt af datatilgængelighed og brugerønsker til nyt indhold.
Klimaatlas opdateres løbende – historisk har det været 1-3 gange om året. De nyeste data er altid at finde i Klimaatlas, se link: Data i Klimaatlas | DMI. Hvis du ønsker at se tidligere versioner af Klimaatlas, se link: Versionshistorik | DMI. Hvis du ønsker at se metodevalg og dokumentation bag Klimaatlas, se link: Dokumentation og publikationer | DMI.
Support og kontakt til Klimaatlas
For support til værktøjet, og/eller kontakt vedrørende udvikling af værktøjet, kontakt Klimaatlas teamet gennem mail: Klimaatlas@dmi.dk