GEUS har opdateret det maskinlæringsbaserede 10x10 m-kortlag for dybden til det terrænnære grundvand (link). GEUS’ nye beregninger viser en generel tendens til, at grundvandsspejlet beregnes dybere end i den tidligere modelversion, men det er ikke et udtryk for, at det terrænnære grundvand er faldende ifølge GEUS.
10 m laget danner grundlag for screeningslaget i KAMP, der bl.a. er udgangspunktet for kommunernes fastlæggelse af områder med fare for oversvømmelse af terrænnært grundvand i spildevandsplanen. Ændringerne i 10 m laget, betyder at der i screeningslaget i KAMP er ændringer i antallet af bygninger, der fremhæves som potentielt udsatte, samt ændringer i den geografiske fordeling.
På baggrund af en vurdering af det opdaterede screeningslag vurderer MST ikke, at screeningslaget i dets nuværende form tilstrækkeligt understøtter kommunernes arbejde med fastlæggelse af undersøgelsesområder. Derfor har MST valgt at udvide screeningslaget i KAMP med et nyt datalag, der nuancerer risikoen for bygninger med kælder. Det vurderes, at bygninger med kælder generelt kan forventes at have udfordringer allerede ved en grundvandsstand på 2 meter fra terræn. Der er derfor tilføjet et lag i KAMP, der ud over tidligere udpegede bygninger også inkluderer bygninger med kælder, med mindre end to meter til grundvandsspejlet.
Screeningslaget i KAMP, er kun et af mange datasæt, der bør anvendes i fastlæggelsen af undersøgelsesområder ifm. kommunernes spildevandsplanlægning. Fastlæggelsen af et undersøgelsesområde, skal tage udgangspunkt i en samlet vurdering af både lokale og nationale tilgængelige data.
For at læse mere om kravene til fastlæggelse af områder i spildevandsplanen – og brugen af data i forbindelse hermed - henvises til Miljøstyrelsens vejledning om kommunernes planlægning for terrænnært grundvand - https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2025/12/978-87-7564-074-4.pdf