Fiskeri

Regnbueørred trives ikke ved højere temperaturer

Stigende vandtemperaturer kan give dambrugsopdræt af regnbueørred problemer med sygdomme og vil øge behovet for vandudskiftning, køling og/eller avlsarbejde med udvikling af varmetolerante fisk.

Der opdrættes primært regnbueørred i de danske dambrug. Regnbueørred trives ikke godt ved temperaturer over 20 ºC.

Højere temperaturer kan dog give mulighed for opdræt af andre arter, men tilpasninger og erfaringer med sådanne er sparsomme i Danmark. 

Opdræt af alternative og mere varmetolerante arter kunne fungere som supplement til den eksisterende produktion og i bedste fald kompensere for en reduceret indtjening på opdræt af ørred. 

Det er dog ikke tilstrækkeligt, at en given art har en foretrukken temperatur, der passer til de ændrede miljøforhold. Man skal beherske den nye arts fulde livscyklus fra hold af moderfisk til salgsklar fisk, herunder den rette fodersammensætning til alle fiskestørrelser, optimal bestandstæthed, krav til vandkemi samt udformning af opdrætsanlæg m.v. 

Muslingeopdræt trues af østers, alger og forsuring

Opdræt af muslinger har et godt potentiale i danske farvande, som har et næringsindhold, der er fordelagtigt for muslingers vækst. Øgede temperaturer vil næppe påvirke muslingernes vækst direkte, men alt andet lige øges risikoen for iltsvind, hvilket kan have alvorlige virkninger på produktionen.