National klimatilpasning
Klimatilpasning er et fælles ansvar hvor staten, kommunerne, spildevandsselskaberne og grundejerne løfter hver deres opgave.
Staten har det overordnede ansvar for regulering af klimatilpasning i Danmark, dvs. staten udarbejder love, bekendtgørelser og vejledninger samt koordinerer den nationale indsats på tværs af de statslige myndigheder. Den nationale indsats indebærer alt fra fx forskning om klimaets udvikling i Danmark til kystbeskyttelse langs den jyske vestkyst.
Kommunerne har ansvaret for at kortlægge områder der kan være i fare for oversvømmelse og erosion, for at planlægge og prioritere klimatilpasningsindsatsen samt for at meddele tilladelser til projekter. Kommunen kan også indarbejde klimatilpasning i spildevandsplanen. Spildevandsplanen beskriver, hvordan spildevand og regnvand fra befæstede områder skal håndteres i kommunen og medvirker dermed til at sætte rammen for spildevandsselskabernes arbejde med klimatilpasning.
Kommunen er f.eks. ansvarlig for arealplanlægning, kystbeskyttelse, vandløbsvedligeholdelse og vandløbsprojekter, miljø og naturforhold i kommunen, håndtering af regnvand og spildevand, grundvandsbeskyttelsen, drikkevand mv. Det er alle områder, som har betydning for vandkredsløbet. Det er derfor kommunen som sikrer, at der er taget stilling til klimatilpasningsprojekternes indflydelse på vand, natur- og miljø.
Kommunen samarbejder ofte med både borgere, erhvervsliv, byudviklere, foreninger og andre aktører for at skabe helhedsorienterede klimatilpasningsløsninger.
Spildevandsselskaberne har ansvaret for at gennemføre de planlagte investeringer i klimatilpasning, som er vedtaget i spildevandsplanen.
Grundejerne har som udgangspunkt ansvaret for at beskytte deres ejendom mod skader fra oversvømmelse, herunder oversvømmelse fra hav og grundvand. Det gælder både private og offentlige grundejere