Stigende havspejl
DMI forventer en generel vandstandsstigning fra 0,1 til 0,6 meter mod slutningen af dette århundrede for det mest optimistiske scenarie (RCP2.6) og 0,3 til 0,9 meter for det højeste scenarie (RCP8.5).
Vandstanden vil stige hurtigere og hurtigere frem mod slutningen af dette århundrede. Vandet stiger mindst i Nordjylland og mest i det sydvestlige Jylland. Det gennemsnitlige havniveau omkring Danmark er steget ca. 2 mm om året siden 1900.
Stigende havspejl kombineret med ændrede nedbørsmønstre medfører risiko for flere og kraftigere oversvømmelser med store gener og økonomiske tab til følge.
Det er den enkelte lodsejers eget valg og ansvar at beskytte sig mod oversvømmelser. Der er ingen love eller regulativer, som fastlægger, om der skal udføres en beskyttelse, og i givet fald til hvilket niveau grundejeren skal beskytte sig.
Kommunerne har kun ansvar for kystbeskyttelsen af de grunde, kommunen eventuelt ejer. Desuden har kommunen ansvar for, hvordan kystnære områder planlægges anvendt.
På vestkysten af Jylland er det Kystdirektoratet, der står for kystbeskyttelsen.
Teknologiske løsninger
Et dige beskytter bagvedliggende bebyggelse og arealer mod oversvømmelse. Diger er oftest udformet med en kerne af sand, overlagt med klæg/ler og beplantet med græs eller asfalt. Udformningen af digets dimensioner samt materialevalg afhænger af lokale forhold og den ønskede designstyrke. Der skelnes mellem to typer af diger: Havdiger og ådiger.
Et havdige bør placeres tilbagetrukket fra kystlinjen med et forland for at minimere risikoen for erosion og slitage på diget fra direkte bølgepåvirkning i normal- og højvandssituationer. Placeres et havdige derimod som et fremskudt dige uden forland, bør der etableres skræntfodssikring, da placeringen ved kystlinjen giver stor bølgepåvirkning og slitage. Havdiger bør generelt etableres med svagt hældende forskråninger, så bølgeenergien spredes ud over et større areal, og bølgepåvirkningen på diget mindskes. Det vil øge sikkerheden og nedsætte risikoen for sammenstyrtning og gennembrud.
Overflyvningsfoto af diger. Foto: Kystdirektoratet
Ådiger bør placeres direkte på åbrinken og er hensigtsmæssige i forbindelse med åudløb i områder med hyppige forhøjede vandstande. Ådiger er typisk opbygget med en jordkerne beplantet med græs.
Eftersyn og vedligeholdelse af et dige er nødvendigt for at sikre, at den designede digestyrke er opretholdt. Man bør forsøge at minimere skader fra dyr og mennesker og sikre intakt klægdække og tæt veltrimmet græsdække. Forstærkning af et dige kan blive nødvendigt og sker typisk i form af forhøjning, udfladning af skråning, forstærkning af bagskråningen og/eller øget klægtykkelse.
En faunapassage er en passage, hvor dyr kan passere uforstyrret.
Mange fisk og andre smådyr er afhængige af at vandre frit mellem gyde- og opvækstområderne. Det gælder særligt de egentlige vandrefisk som for eksempel ål, laks, ørred, helt, snæbel med flere, som gyder i vandløb og lever en del af livet i saltvand.
Et vandløb har stor betydning for den biologiske fødekæde og naturen i almindelighed. Det er derfor vigtigt at installere faunapassager på steder, hvor veje og vandløb krydser hinanden, så dyrelivet i og omkring vandløbet forstyrres mindst muligt.
De mest anvendte faunapassager er mindre halvbuer, som blandt andet anvendes ved anlæg af landeveje og skovveje. Faunapassager kan også være store konstruktioner af ståltunnelrør og buer med spændvidde op til 15 meter, som kan rumme større vandløb, og hvor man kan videreføre banketterne langs vandløbet. Her kan også større dyr som hjorte og rådyr passere vejen uhindret. De større ståltunnelrør kan forsynes med naturligt indbygningsmateriale, som svarer til vandløbets almindelige bundmaterialer, så tunnelrøret ingen hindring er for fiskenes vandring opstrøms til gydepladserne.
Forhøjede kajkanter kan mindske risikoen for oversvømmelser fra stigende havspejl.
Forhøjelse af kajkanter kræver mere end blot at lægge en halv meter beton ovenpå den eksisterende kajkant. Højere kaj betyder også en forøgelse af de kræfter, som virker på spunsen. Lægger man en halv meter jord bagved spunsen, skal spunsen dimensioneres til jordtrykket og vægten fra eventuelle kraner, gods med mere, som skal ind over kajen. Desuden skal udløb gennem spunsen forlænges, og ofte vil man øge rørenes dimensioner, hvis der senere skulle blive behov for at øge kapaciteten. Inden man beslutter at hæve kajkanten, skal man overveje, hvad det betyder i forhold til de skibstyper, som skal anvende kajen.
En mur på tværs af havnearealet kan holde havvand væk fra byen og samtidig bidrage til at skabe rum for nye aktiviteter på havnen. Højvandssikring i form af en mur på havnearealet er et alternativ til at etablere en dæmning længere ude. Muren kan enten bestå af plastspuns, stålspuns, træspuns eller betonvæg. I alle typer kan der skabes passagemuligheder i form af åbninger, som lukkes med skydeporte i ekstremt vejr.
Højvandsmur på Lemvig Havn. Foto: Lemvig Kommune og Hasløv & Kjærsgaard
Klitter beskytter bagvedliggende områder mod oversvømmelse og kan samtidig virke som sandreservoir. Klitter dannes naturligt som resultat af sandfygning. Vindretning og vindstyrke samt tilgængeligheden af mobilt sand er afgørende for klitternes størrelse og udbredelse. Ved brug af sandflugtsdæmpende foranstaltninger, som strandbeplantning eller faskiner, fremmes opbygningen af klitter.
Skal processen fremskyndes, kan kunstige klitter etableres maskinelt ved tilførsel af sand. Unaturlig høje klitter bør undgås, da klitten reelt er svagere og mindre modstandsdygtig over for stormes hærgen end de bredere opbyggede klitter. Ved hyppige oversvømmelseshændelser bør det overvejes at etablere et dige.
Ved kystfodring tilføres ekstra sand, ral eller lignende til kysten for at kompensere for det tab af sediment, som bølger og strømninger er årsag til. Derved kan tilbagerykningen af kysten mindskes eller helt standses. Kystfodring foregår enten som strandfodring, strandnær fodring eller revlefodring.
Ved strandfodring føres sand helt ind på stranden for at kompensere for det sandtab, som uundgåeligt forekommer grundet bølgers rasen. Ved strandnær fodring placeres sandet på 1 til 3 meters dybde. Bølgerne fører da sandet ind på stranden og langs med kysten. Ved revlefodring lægges store mængder sand ude på revlen, eller en ny etablering kan foregå. Dette gøres for at tvinge bølgen til at frigive den energi, som ellers ville have ramt kysten og dermed have tæret på strand og klitter.
Overflyvningsfoto af sandholdig kyst. Foto: Kystdirektoratet
Fodringsmetoden afhænger af kystens udseende, den ønskede virkning samt økonomi. Det handler om at kystbeskytte i tide og søge optimerede helhedsløsninger. Revlefodring og strandnær fodring ses typisk i områder, hvor revlen skal styrkes eller helt mangler, og hvor sikkerheden er moderat eller høj. I områder, hvor revler, strand og klitter ikke giver den ønskede sikkerhed, benyttes i højere grad strandfodring. Når man strandfodrer, sikrer man, at bølgerne i højere grad eroderer i fodringsmaterialet end i eksisterende klitter og skrænter.
Alle former for kystbeskyttelse påvirker i større eller mindre grad de naturlige processer på kysten. Derfor skal kystbeskyttelse sigte mod at være naturlig, teknisk optimeret og fremstå som en helhedsorienteret løsning. En optimeret løsning kan være en kombination, hvor der tages flere kystbeskyttelsesmetoder i anvendelse. Ikke to kyster er ens, og derfor er det vigtigt, at de lokale forhold omkring bølger, vind, sedimenttransport, vanddybde mv. tages med i projekteringen af et kystbeskyttelsesanlæg.
Der skelnes mellem erosionsbeskyttelse, som omfatter kystfodring/sandfodring, bølgebrydere, skråningsbeskyttelse, høfder og klitter, og højvandsbeskyttelse som omfatter diger, højvandsmure, mobil højvandsbeskyttelse og klitter.
Høfder er slanke konstruktioner, der er bygget enkeltvis eller i grupper vinkelret ud fra stranden et stykke ud i havet. Formålet er at indfange sand og dermed reducere kysttilbagerykning. Nyetablering af høfder anbefales kun sjældent, da der er en del negative konsekvenser forbundet med dem, blandt andet blokerer de for den langsgående sandtransport, hvilket giver forøget erosion nedstrøms. Dertil forringes strandens æstetiske værdi, og de gør det sværere at passere på stranden.
Bølgebrydere er konstruktioner, der tvinger bølger til at bryde længere ude i kystprofilet, så der bliver mindre erosion og dermed tilbagerykning af kysten. Bølgebrydere er oftest opbygget af større sten i flere lag og kan etableres enkeltvis eller i grupper. Forudsætning for bølgebryderes virkning og stabilitet er, at der er sediment på strækningen.
Når der etableres bølgebrydere, bør der kompenseres for sandtabet nedstrøms. I kombination med kystfodring kan opnås en mere effektiv kystbeskyttelse, og forøget erosion på nedstrøms kyststrækninger kan undgås. Ulemperne ved bølgebrydere er, at de forøger erosionen nedstrøms og gør kystprofilen stejlere søværts for bølgebryderne.
Skråningsbeskyttelse hindrer havet i at nedbryde klitter og skrænter. Konstruktionen, der kan have form som blandt andet stenblokke og betonelementer, etableres i eller ved klitten/skræntfoden.
Skråningsbeskyttelse beskytter kun klitten/skrænten, så længe fundamentet er til stede. Den kan ikke forhindre, at stranden langsomt forsvinder. Den konkrete udformning og valg af materiale afpasses efter vandstands- og bølgeforholdene på den pågældende lokalitet.
Foto: Kystdirektoratet
Etablering af hårde konstruktioner som høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse medfører typisk store gener i nedstrøms retning, da det sediment, som høfder og bølgebrydere samler, samt det sediment havet nægtes adgang til ved tilstedeværelse af skråningsbeskyttelse, mangler længere nede ad kysten. Hårde konstruktioners indgreb i naturens naturlige dynamik medfører erosion og kysttilbagerykning nedstrøms.
Hårde konstruktioner reducerer men standser ikke kysttilbagerykningen af en erosionsramt kyst. Derimod kan fodring med sand, ral eller lignende bremse kysttilbagerykningen, fordi man her kunstigt tilfører det sediment, som ellers naturligt fjernes fra kyststrækningen af havets kræfter.
Mobil højvandsbeskyttelse kan benyttes i situationer, hvor forhøjet vandstand truer arealer, der ikke allerede er beskyttede. Mobile højvandsbeskyttelsessystemer kræver ingen eller kun få faste installationer. Systemerne sættes op ved varsling af ekstraordinære høje vandstande, som kan føre til oversvømmelse, og kan tages ned igen umiddelbart efter varslingsophøret eller hændelsen.
Eksempler på mobile højvandsbeskyttelsessystemer er sandsække, lette samlebare moduler, kraftige slanger som fyldes med vand, midlertidige højvandsvægge, skotter, klapper mm.
Midlertidige højvandsvægge. Foto: Lemvig Kommune
En oversvømmelseshændelses udbredelse og hyppighed er afgørende for, hvilke og hvor ofte mobile højvandstandsystemer skal opsættes. Ved hyppig oversvømmelse bør det vurderes, om det ikke er mere hensigtsmæssigt at etablere permanent højvandsbeskyttelse, såsom et dige eller en højvandsmur.
Et slusebygværk kan sikre havnebyer mod indtrængende havvand og oversvømmelser fra stigende havvandsspejl.
Slusebygværket kan etableres ved havneindløbet eller i en å, der løber gennem byen. Sammen med slusen skal der typisk etableres en pumpestation, der kan løfte vand fra åen ud i havnen, når slusen er lukket.
Ved lukning af slusen spærres for passage mellem havn og å, hvilket skal begrænses af hensyn til faunapassage. Der er således to modsatrettede hensyn, når der etableres sluser. Slusen skal lukkes, når vandstanden i havet overskrider en valgt kote (lukkekote) for at minimere oversvømmelser, men slusen skal helt være lukket så få gange og kort tid som muligt af hensyn til faunapassage mellem havn og å.
En pumpestation etableres typisk sammen med et slusebygværk. Pumpestationen skal sikre, at det tilstrømmende vand ikke opstuves i åen og medfører oversvømmelser, men kan pumpes til havnen under kontrollerede forhold.
Som en del af kystsikringen kan der etableres stenhaver under vandets overflade. I Aarhus Havn er der for eksempel anlagt en 10 meter bred stenhave langs de eksisterende dækværker på havbunden. Stenhaven er bygget op af store sprængsten på 1000-3000 kg med oversiden 0,5 meter under daglig vande. Bølgerne brydes effektivt på stenhaven, hvorefter havets kræfter vil være formindsket i mødet med de eksisterende dækværker. Herved dæmpes overskyllet, så det bliver muligt at bygge og bo tæt på havet uden gener fra havets bølger.
En stormflodsport er en port der kan lukke en hel fjord af under stormflodshændelser. Under normale vandstandsforhold vil portene ligge på land i tilhørende landanlæg.
Under stormflod drejes portene ud, så de møder hinanden. Der pumpes derefter vand ind i portenes kamre, så de sænkes ned på bunden og lukker af for fjorden. Løsningen er dyr og kræver, at der kan findes landarealer til portene, der hvor de skal ligge det meste af tiden, når der ikke er stormflod.