Vejle Kommune - Grejs Ådal

Baggrund for projektet 

Vejle by skal beskyttes mod oversvømmelse ved store regnskyl, ved at parkere overskydende vand i Grejs Ådal, i synergi med at der skabes bedre biodiversitet i Ådalen og mulighed for rekreative aktiviteter.

Oversvømmelse i Vejle.


I Synergiprojektet Grejs Ådal sker vandtilbageholdelsen i projektområdet dels i flere vandtilbageholdelsesområder og dels i tre nye vådområder, der samtidig omsætter kvælstof til gavn for vandkvaliteten i Vejle Fjord. I tilknytning til projekterne er der blevet genslynget vandløb og skabt mere naturlig hydrologi i enge og moser, hvilket er godt for biodiversiteten. Der er ved Brandbjerg Højskole blevet etableret flere rekreative tiltag, som gør området attraktivt for alle, der holder af at komme ud i naturen. Nedenfor er vist en oversigt over projektområdet med de forskellige projektelementer.

Kort over mange af de fysiske leverancer i Grejs Å Synergiprojektet i form af P-plads, shelterplads, bålhytte, toiletter, MTB-loop, MTB-teknikbane og Pitstop for cykler, som alt sammen ligger ved Brandbjerg Højskole. Herudover er angivet forløbet af Grejsdalstien, områder med hegning, skovrejsning, erhvervelse af skov, biodiversitetsskov, vandtilbageholdelse og vådområder. Projektområdet for Grejs Å synergiprojektet er angivet med rød streg.

Vådområder og vandtilbageholdelse

I projektet er der blevet etableret tre vådområder, hvor der også kan tilbageholdes vand i forbindelse med store regnskyl. Samtidig sker der fjernelse af kvælstof til gavn for vandkvaliteten i Vejle Fjord.

Vådområderne i henholdsvis Fløjstrup Bæk og Keglekær Bæk er samlet set på 80 ha, og fjerner årligt 5,8 tons kvælstof. I tilknytning til vådområdet ved Fløjstrup Bæk er der etableret to vandtilbageholdelsesområder, som tilsammen forventes at kunne tilbageholde mellem 20.000 – 25.000 m3 vand. I vådområdet ved Keglekær Bæk kan der tilbageholdes 4000 m3 vand.

Det ene vandtilbageholdelsesområde ved Fløjstrup er etableret med en sluse, som lukkes delvist ned under større regnskyl, så der sker en stuvning i området opstrøms slusen.

Vandtilbageholdelsesområde med sluse ved Fløjstrup. Når der ikke er behov for vandtilbageholdelse, er slusen hævet, og Fløjstrup Bæk løber frit gennem slusen. Foto Vejle Kommune.

 

Vandtilbageholdelsesområde med sluse ved Fløjstrup. Når der er behov for vandtilbageholdelse, lukkes slusen og søen og græsarealet rundt om søen fyldes op med vand. Foto Vejle Kommune.

 

I tilknytning til Fløjstrup vådområde er der også blevet etableret et passivt vandtilbageholdelsesområde med en kapacitet på 4500 m3. Under den regnfulde periode i januar 2023 blevet området fyldt op. Foto Vejle Kommune.

 

Der er også etableret et vådområde på 20 ha ved Hørup Bæk, som er fordelt på 4 mindre områder. Den samlede kvælstoffjernelse er beregnet til 2,1 tons kvælstof pr. år. Vådområdet har også indbygget en vandtilbageholdelse i projektet på ca. 800 m³.

Fokus på biodiversitet 

I forbindelse med vådområdeprojekterne er der etableret hegning til afgræsning for at skabe lys til blomsterplanterne til gavn for biodiversiteten. Vandløb er blevet genslynget og der er udlagt sten og grus for at skabe bedre levevilkår for både fisk og smådyr i vandløbene.

Genslyngning af Fløjstrup Bæk på eng. Foto Vejle Kommune.


I synergiprojektet er der også blevet ryddet og hegnet rigkær og enge ved Grejs Ådal for at sikre en positiv udvikling af naturtilstanden på arealerne.

Rigkær i Grejs Ådal efter at der er foretaget rydning og hegning af området. Foto Vejle Kommune.

Nye aktiviteter i Vejle Kommune

Skovrejsning, biodiversitetsskov og indkøb af skov.

Det er blevet rejst ca. 18 ha skov i Grejs Å Synergiprojektområdet fordelt på tre private lodsejeres arealer.

I Lerbæk Mølleskov er der indgået aftale med en lodsejer om udlægning af et skovareal på 4,0 ha til biodiversitetsskov. Et areal med nåleskov er blevet ryddet for at skabe lysninger, og et areal med løvskov er blevet udlagt til urørt skov. Aftalen om urørt skov er tinglyst.

Vejle Kommune har i 2022 erhvervet ca. 5 ha skov for at sikre forløbet af den 16 km lange Grejsdalssti, der løber fra Vejle til Jelling. Den kommunale drift af skoven tilrettelægges, så skoven udvikles til biodiversitetsskov.