Odsherred Kommune, Grønnehave bæk
Odsherred Kommune, Center for Erhverv, Teknik og Kultur
E-mail klima@odsherred.dk
I Odsherred opleves der i stadig større grad oversvømmelser som følge af øgede regnmængder. I de lavtliggende områder i Nykøbing Sj. er der især risiko for oversvømmelser, og det er også noget borgerne har oplevet på egen krop. Store dele af kvarteret omkring Saxilds Allé i Nykøbing Sj. var ikke separatkloakeret, og for at skabe mere plads i kloaksystemet havde Odsherred Forsyning tidligere haft et ønske om at kloakseparere området.
I stedet for at grave kloakrør ned i jorden begyndte Odsherred Forsyning i samarbejde med Odsherred Kommune at arbejde med tanken om at bruge vejene i Saxildskvarteret, som vandveje, hvilket var baggrunden for Grønnehave Bæk projektet. Derudover var der et utal af muligheder for at skabe synergi med andre indsatser såsom tilbageholdelse af kvælstof, etablering af mere og bedre natur, forbedret vandmiljø og rekreative løsninger.
Projektet har foregået i et tæt samarbejde mellem Odsherred Kommune, Odsherred Forsyning og relevante interessenter, herunder sportsfiskerforeningen, idrætsklubber, grundejere- og grundejerforeninger, Naturstyrelsen m.fl.
Formålet med projektet er først og fremmest at opsamle og aflede vejvand fra Saxildskvarteret samt vand fra et ca. 100 ha landbrugsdomineret opland. Vandet skal ledes udenom byen og ud i Isefjorden i Nykøbing Bugt, hvorefter det bliver renset i et rekreativt vådområde og ledt videre igennem et nyt genslynget vandløb i Grønnehave Skov.
Derudover er formålet med projektet at skabe mere og bedre natur, et nyt vådområde der udformes som en naturlig sø, et forbedret og genslynget vandløb med mulighed for ørredbestand og nye stisystemer med mulighed for diverse aktiviteter. Dermed skal projektet være med til at gøre området i og omkring Grønnehave Skov endnu mere attraktivt for borgere og brugere af området, uanset om det er turister eller fastboende, børn eller voksne, gående og cyklister.
Projektet blev afsluttet i oktober 2020, og borgere, landliggere og besøgende kan nu få gavn af området.
Fotos: Odsherred Kommune
Odsherred Kommune, Grønnehave bæk
Odsherred Kommune, Center for Erhverv, Teknik og Kultur
E-mail klima@odsherred.dk