Kort om projektet
Hele projektet Den Blå Kant skal være svendborgensernes nye fælles havneområde mellem by og vand. Tre sluseåbninger kombineret med et bælte af faste og mobile diger langs den ydre del af Svendborg Havn skal sikre hele området mod stormflod på op til 3 meter over daglig vande.
Svendborg by ligger højt i forhold til havnen. Projektet rummer derfor også flere skybrudsveje, der fører direkte til havnebassinet. Havnebassinet kan udnyttes som reservoir, der sikrer havneområdet mod oversvømmelse fra skybrud, når byen sender vandkaskader mod havnen.
Svendborg Kommune forventer, at det samlede projekt løber op i et trecifret millionbeløb. Kommunen forventer derfor, at der vil gå mere end 10 år, før det samlede projekt står færdigt. Til den tid vil det sikre Svendborgs havneområde mod en 100-års stormflodshændelse.
De første etaper af Den Blå Kant er nu i gang
Næste etape bliver stormflodssikring af den sydlige del af havnen. Svendborg Kommune har afsat knap 37 millioner kroner til at bygge den første af tre sluser kombineret med faste moler og suppleret med mobile løsninger til at holde havvandet ude. Det projekt forventer kommunen afsluttet ultimo 2024.
Samtidig er en af en række skybrudsveje etableret i Frederiksgade. Her ledes regnvandet i fremtiden direkte til havnebassinet via store render, rør og udløb. Øvrige delprojekter vil blive gennemført i de kommende 10-15 år, efterhånden som kommunen skaffer finansiering.
Langt dige, sluser og skybrudsveje skal holde havnen tør
I projekt Den Blå Kant i Svendborg skal der etableres et 2 kilometer langt dige, som sikrer havnen til 3 meter over daglig vande. Det er cirka det dobbelte af højden på de eksisterende kajkanter.
Diget vil bestå dels af faste betonkanter, dels af mobile løsninger og dels af åbninger, som kan lukkes efter behov.
Det lange, sammenhængende dige bliver etableret langs den ydre del af havnen. Det går hen over Frederiksø, som ligger inde i havnen og dermed bliver en del af diget.
Mellem Frederiksø og den nordlige og sydlige del af havneområdet bliver der etableret tre sluser på havbunden. Sluseåbningerne vil blive mellem 12 og 20 meter brede og kan lukkes, når der er varsel om højvande.
I den sydlige del af havnen bygges en oplukkelig bro oven på slusen. Dermed bliver der en sammenhængende stiforbindelse hen over vandet.
For at sikre Svendborg Havn mod oversvømmelse ved skybrud vil tre af byens veje blive bygget om til skybrudsveje. Vejene sender i forvejen masser af regnvand mod havnen.
Nu skal der etableres skybrudsrender og brede riste langs vejene. Dermed vil der både blive synlig og usynlig vandføring på skybrudsvejene.
Samtidig bliver en tidligere lukket bæk, der løber mod havnen, genåbnet. Der vil endvidere blive etableret projekter til lokal afledning af regnvand, så noget af regnvandet bliver oppe i byen.
Ved skybrud vil skybrudsvejene og den åbne bæk sende vand mod havnens inddæmmede område. Det område kan rumme 66.000 kubikmeter vand. Når vandstanden stiger med mere end 0,5 meter i inddæmningen, vil en pumpestation sende vand ud i den åbne del af havneområdet.
Under arbejdet med at sikre Svendborg mod oversvømmelse vil byen blive inddelt i fire adskilte delområder med faste eller midlertidige diger.
Hvert delområde bliver udstyret med pumpestation, så regnvand kan pumpes ud i det store havnebassin, hvis der er risiko for oversvømmelse i delområdet.
Det samlede projekt vil sikre Svendborg Havn mod en 100-års stormflodshændelse.
Kommunen har fra starten af projektet tænkt klimatilpasning og byrum sammen. Arkitektkonkurrencen om Den Blå Kant i 2017-18 havde som et krav, at klimatilpasning og et levende byrum blev koblet sammen.
Vinderprojekt, som i dag danner rammen om det videre arbejde, rummer helt nye opholdsmuligheder på havnen. Projektleder Anna Als Nielsen kalder det ’en perlerække af aktive byrum, som sikrer en fin overgang mellem erhverv, boliger, kultur og rekreative aktiviteter’.
Det lange dige får indbyggede bænke. Der kommer kajkanter med trapper ned til vandet. På den ene slusedæmning vil man via en klapbro kunne passere hen over vandet.
Svendborg Kommune lavede en samlet udviklingsplan for havneområdet i 2014. På den baggrund udskrev kommunen en arkitektkonkurrence for Den Blå Kant i 2017.
Forud for konkurrencen var der en omfattende indsats for at inddrage interessenterne til at pege på ideer og behov.
Der blev afholdt workshops og dialogmøder med blandt andet unge, med virksomheder, rederier, forsyningsselskaber, private grundejere og den store uddannelsesinstitution Simac. Der blev endvidere afholdt et stort borgermøde.
Kommunen samarbejder løbende med interessenterne.
På den måde bliver vinderprojektet fra arkitektkonkurrencen kvalificeret hen ad vejen, så både tekniske løsninger og økonomi bliver tilpasset de praktiske muligheder.
Kontakt
Har du gode eksempler på klimatilpasningsprojekter, er du velkommen til at skrive til os på