Oversvømmelser udgør en stor trussel for veje, og kan i alvorlige tilfælde føre til massive blokeringer af trafikken og skader på selve vejanlæggene. SWAMP-projektet udpeger de kritiske og mest sårbare dele af vejnettet, kaldet "blue spots", og angiver retningslinjer for, hvordan man kan forberede dem til oversvømmelser. Historisk set har oversvømmelser altid fundet sted og vil til stadighed gøre det. Udpegning og forbedring af vejstrækninger i forhold til oversvømmelser er derfor af stor værdi. Målsætningerne for SWAMP-projektet var delt i to. Del 1 var at fastlægge strukturen og kravene til en GIS-model, der kan udpege "blue spots". Del 2 var at udarbejde retningslinjer for, hvordan man kan reducere sårbarheden over for oversvømmelser i forbindelse med "blue spots". Endvidere er der foretaget en litteraturgennemgang samt en gennemgang af resultater og usikkerheder ved klimamodellerne.