Klimatilpasning af kysterne på tværs af grænser

Alle klimadata peger på, at stormfloder, som den vi oplevede i oktober sidste år, i fremtiden vil ramme langt oftere. Danmark og Tyskland deler udfordringer i kystområderne og nu skal et nyt EU-Interreg-projekt undersøge, hvordan borgere og samfund tackler den vådere virkelighed på begge sider af den dansk-tyske grænse.

Projektet hedder ClimateBlue og har netop modtaget 17 mio. kr. i støtte fra EU’s Interreg Deutschland-Danmark-program. Gennem fokus på at inddrage borgenes perspektiv på tværs af landegrænserne vil Climate Blue belyse udfordringer og muligheder ved sameksistensen med havet i en tid, hvor vandet i stigende grad sætter dagsordenen.

Det er Syddansk Universitets Climate Cluster, under ledelse af professor Sebastian Mernild, der står i spidsen for det nye projekt, der altså har deltagelse fra begge sider af grænsen.

Sikring langs kysten under stormfloden 2023. Foto: Kystdirektoratet

Fra dansk side deltager desuden Miljøstyrelsen-Center for Klimatilpasning, Klimatorium i Lemvig, Region Syddanmark og kommunerne Guldborgsund, Middelfart, Vejle, Kolding og Haderslev. Delstaten Schleswig-Holstein repræsenterer Tyskland i projektet med Christian-Albrechts-Universität zu Kiel (CAU), GEOMAR Helmholtz-Zentrum für Ozeanforschung Kiel, KielRegion GmbH og Landesbetrieb für Küstenschutz, Nationalpark und Meeresschutz Schleswig-Holstein (LKN.SH)

Konkrete klimaudfordringer er udgangspunktet

Med afsæt i konkrete klimaudfordringer i hver enkelt kommune vil et tværfagligt forskerteam over de næste tre år sammen med kommuner og borgere arbejde på at udvikle bæredygtige langsigtede løsningsmodeller for klimatilpasning i kystområderne.

“En stormflod lader sig ikke stoppe af grænsebomme. Netop derfor har vi lange traditioner for at samarbejde på tværs af grænsen, når det kommer til kystbeskyttelse. Det er derfor også helt naturligt for Center for Klimatilpasning i Miljøstyrelsen, at vi er med i den faglige udvikling i dette projekt, som fokuserer på at finde langsigtede løsninger på klimaudfordringer, som vi er fælles om.”

Fortæller Kristian Hansted, kontorchef fra Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning, som ser store perspektiver i projektet.

Om ClimateBlue Projektet

“ClimateBlue: Co-creating climate adaptation in coastal zones” som har et samlet budget på 27 mio. kr., har modtaget 17 mio. kr. i støtte fra Interreg Deutschland-Danmarks program vedrørende tilpasning til klimaforandringer.

Projektet er ledet af SDU Climate Cluster. Det går i gang 1. marts 2025 og løber i tre år.

Fra Schleswig-Holstein deltager Christian-Albrechts-Universität zu Kiel (CAU), GEOMAR Helmholtz-Zentrum für Ozeanforschung Kiel, KielRegion GmbH og Landesbetrieb für Küstenschutz, Nationalpark und Meeresschutz Schleswig-Holstein (LKN.SH).
De danske partnere er Miljøministeriets Center for Klimatilpasning, Klimatorium, Region Syddanmark, Guldborgsund, Middelfart, Vejle, Kolding og Haderslev kommuner. Dertil kommer en lang række netværkspartnere fra begge lande.