FN's klimapanel (IPCC)

Hvad er FN's klimapanel (IPCC)?

Klimapanelet er etableret i 1988. Arbejdet er organiseret i tre arbejdsgrupper, og panelet har udgivet seks hovedrapporter.

FN´s Klimapanel (IPCC - Intergovernmental Panel on Climate Change) blev oprettet i 1988 af den meteorologiske verdensorganisation (WMO) og FN´s miljøprogram (UNEP) som opfølgning på Brundtland-rapporten "Vores fælles fremtid".

IPCC's vigtigste opgave er at udgive rapporter om den viden, der findes inden for klimaområdet. IPCC udsender en omfattende klimastatus i form af en hovedrapport ca. hvert 7. år.

Panelet skal på baggrund af den videnskabelig litteratur vurdere omfanget og forståelsen af klimaændringer og deres virkning. Desuden vurderer panelet mulighederne for såvel tilpasning som modvirkning af fremtidige klimaændringer. Klimapanelet følger en række særligt grundige procedurer for kritisk granskning af videnskabelig litteratur. Alle forfattere er udvalgt på baggrund af deres videnskabelige kvalifikationer. Forfatternes opgave er at sammenstille den eksisterende viden, samt tilse at materialet underkastes uafhængig kritik fra fagfolk og eksperter fra hele verden. Forfatterne udarbejder politisk relevant information, men kommer ikke med anbefalinger, da det er vigtigt at opretholde en politisk neutral rolle for at sikre videnskabelig integritet og uafhængighed.

Arbejdet er organiseret i tre arbejdsgrupper. Arbejdsgruppe I vurderer den naturvidenskabelige litteratur om observerede og fremtidige klimaændringer. Arbejdsgruppe II beskæftiger sig med konsekvenserne af klimaændringer og mulighederne for tilpasning, mens arbejdsgruppe III vurderer mulighederne for at reducere udledninger af drivhusgasser og dermed begrænse klimaændringerne.

IPCC har hidtil udgivet seks hovedrapporter (i 1990, 1995, 2001, 2007, 2014 og 2023). Hver hovedrapport består af tre delrapporter fra hver af de tre arbejdsgrupper samt en synteserapport med de vigtigste budskaber fra de tre delrapporter.

SSP-scenarierne

IPCC benytter i sjette hovedrapport et sæt af fem nye illustrative scenarier for den fremtidige samfundsudvikling og deraf følgende drivhusgasudledning. De fem scenarier benævnes SSP1-1.9, SSP1-2.6, SSP2- 4.5, SSP3-7.0, SSP5-8.5. SSP er en forkortelse for Shared Socioeconomic Pathways, hvor SSP1 er karakteriseret af bæredygtighed, SSP2 er en mellemvej, SSP3 er karakteriseret ved rivalisering mellem regioner og SSP5 er karakteriseret ved udvikling drevet af fossile energikilder.

Den anden del af navnet (1.9, 2.6, 4.5, 7.0 og 8.5) beskriver strålingspåvirkningen i år 2100 målt i W/m2 , som det kendes fra RCP-scenarierne fra IPCC’s femte hovedrapport.

RCP-scenarierne 

Forud for arbejdet med IPCC’s femte hovedrapport har man defineret en række nye repræsentative koncentrationsscenarier, RCP-scenarierne (Representative Concentration Pathways), som med tiden vil erstatte de hidtidige SRES (Special Report on Emissions Scenarios) standardscenarier.

I modsætning til SRES scenarierne er flere af de nye scenarier specifikt formuleret som stabiliseringsscenarier, der alene er baseret på udviklingen af drivhusgassernes koncentration i atmosfæren.

RCP-scenarierne er defineret ud fra en ændring i strålingspåvirkning frem mod år 2100, som hovedsageligt skyldes ændringer i koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren. Scenarierne betegnes RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, hvor tallene, 2.6, 4.5, 6.0 og 8.5 angiver strålingspåvirkningen i watt per kvadratmeter ved slutningen af århundredet.

RCP-tallene er således et mål for, hvor meget klimaet påvirkes af en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. Eksempelvis angiver scenariet RCP8.5 en udvikling i udledning af drivhusgasser, som svarer til øget strålingspåvirkning på 8.5 watt per kvadratmeter i år 2100. Koncentrationen af drivhusgasser (CO2-ækvivalenter) vil i dette scenarie være over 1370 ppm (parts per million) i 2100 (jævnfør tabellen nedenfor)